Hvis man først én gang har stået en vinterkold morgen og ikke har kunnet åbne døren til sin bil, vil man vide at der er én ting der er meget vigtig når man har bil: At pleje bilens gummilister.
Lige så vigtigt som det er at få bilen til syn, holde øje med olien og få nye dæk, skal man huske at behandle gummilisterne på bilen. Gummilister på bilen er lavet af såkaldt EPDM gummi, der generelt er meget bestandigt overfor vejr og ozonpåvirkning, men på sigt kan de blive mindre bestandige og derfor skal man huske at pleje dem.
Derfor skal de plejes
Ved hver dør sidder der gummilister og de skal i løbet af året kunne holde til vind og vejr, sne og frost. Om sommeren bliver gummilisterne opvarmede og tørrer ud, hvis ikke man husker at behandle dem. Tørre gummilister vil resultere i at de har lettere ved at suge fugt når det regner. Bliver det så efterfølgende frostvejr, vil vandet i gummilisterne fryse til og døren vil ikke kunne åbne.
Det smarteste er derfor at huske at få dem behandlet med silikone. Det rigtige tidspunkt at gøre det på, er om foråret. Hvis man husker at gøre det hvert eneste år, vil man sikre sig at gummilisterne holder længere uden at tage imod frost eller fugt.
Sådan gør du
Først og fremmest er det vigtigt at gummilisterne vaskes rene. Det gøres med almindeligt sæbevand og en svamp. Rene og tørre gummilister er nødvendigt for at silikonen kan lægge sig som et beskyttende lag. Hvis gummilisterne er beskidte, vil det ikke have nogen effekt at behandle med silikone.
Når gummilisterne er rene og tørre kan silikonen sprayes på. Silikone til gummilister kan købes i byggemarkeder og på tankstationer og koster ikke alverden. Spray silikonen i et jævnt lag over gummilisterne, uden at ramme ruder eller lakeringen på bilen. Gummilisterne har fået nok silikone, når de ikke længere optager silikonen.
Herefter kan eventuelt overskydende silikone tørres af med en tør og fnugfri klud. Husk også at sikre dig at silikonen ikke løber ned på lak eller vinduer.